Vedtaget på stiftende generalforsamling d. 06.04.2000
§1: Navn og hjemsted
Foreningens navn er Ikast Gymnastikforening. (IGF).
Stiftet d. 6.4.2000
Hjemsted: Ikast-Brande kommune/ Region Midtjylland.
§2: Foreningens formål
Foreningens formål er ved gymnastik, idræt og andet kulturelt virke at fremme den enkeltes og fællesskabets sundhed og trivsel.
§3: Foreningens tilhørsforhold
Foreningen er tilsluttet DGI Midtjylland samt Dansk Gymnastik Forbund under D.I.F., og dermed undergivet disse organisationers vedtægter.
§4: Medlemskab
- Som aktive og passive medlemmer kan optages børn og voksne, når de vedkender sig nærværende vedtægter.
- Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder grund hertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling.
§5: Ledelsen
- Foreningen ledes af en bestyrelse på mindst 4 medlemmer. Man kan løbende komme ind i bestyrelsen, men skal efterfølgende vælges ind i bestyrelsen på den førstkommende generalforsamling.
- Bestyrelsesmedlemmer vælges for en to årige periode. Formand og kasserer kan ikke være på valg samme år.
- På generalforsamlingen kan der endvidere hvert år vælges min. 2 suppleanter til bestyrelsen.
- Valgbar er ethvert aktivt medlem, der er fyldt 16 år eller forældre/værge til aktivt medlem.
- Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær, og evt. kasserer.
- Foreningens kasserer behøver nødvendigvis ikke sidde i bestyrelsen.
- Afgående bestyrelsesmedlemmer ophører deres virke pr. 31. marts samme år.
§6: Udvalg
Foreningen har ret til at nedsætte udvalg, eventuelt udpege enkeltpersoner uden for bestyrelsen, til at varetage særlige opgaver.
Disse opgaver skal dog være forenelige med formålsparagraffen (§2).
§7: Kontingent
Kontingent fastsættes af bestyrelsen.
§8: Medlemsforhold
- Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue.
- Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen udover kontingentforpligtelsen.
- Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.
§9: Generalforsamling
- Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og skal afholdes en gang hvert år i tidsrummet 1. februar – 31. marts. Indkaldelsen skal ske med mindst 3 ugers varsel ved bekendtgørelse på hjemmesiden og/eller sociale medier.
- Forslag til vedtægtsændringer samt forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen afholdes.
- Kun fremmødte aktive/passive medlemmer, der er fyldt 16 år, har stemmeret.
- På generalforsamlingen afgøres sager ved simpelt flertal, dog kræves til udelukkelse af et medlem, samt til ændring af disse vedtægter, mindst ¾ af de afgivne stemmer for forslaget. Skriftlig afstemning skal foretages, såfremt blot 1 ønsker det.
- Der føres protokol over vedtagne beslutninger.
- Idet tilfælde at alle i bestyrelsen er på valg kan der undtagelsesvis være max. 2 som vælges for en et årig periode.
§10: Dagsorden til generalforsamlingen
På den ordinære generalforsamling behandles følgende:
- Valg af dirigent og stemmetæller
- Aflæggelse af beretning
- Aflæggelse af beretning fra underudvalg
- Fremlæggelse af det reviderede regnskab
- Behandling af indkomne forslag
- Næste års arbejde
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og eventuelle suppleanter i henhold til § 5
- Valg af revisorer og revisorsuppleant i henhold til § 14
- Eventuelt
§11: Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, når flertallet af bestyrelsen finder det fornødent, eller når mindst 20% af foreningens aktive stemmeberettigede medlemmer stiller skriftligt krav herom med forslag til dagsordenen.
Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet herom er modtaget, og den skal indvarsles i lighed med ordinær generalforsamling.
§12: Tegningsret
Foreningen tegnes ved underskrift af formanden, dog ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån af flertallet af bestyrelsen.
§13: Bestyrelsen
- Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
- Vedtagelse i bestyrelsen kræver, at over halvdelen af bestyrelsen stemmer herfor.
- Der føres protokol over vedtagne beslutninger, Protokollen godkendes senest ved næste møde.
- Ved stemmelighed tæller formandens stemme dobbelt.
§14: Revisor
- Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.
- Regnskabet skal inden fremlæggelsen for generalforsamlingen revideres og påtegnes af en revisor, der vælges på den ordinære generalforsamling.
- Revisoren vælges for et år ad gangen.
- På generalforsamlingen vælges endvidere en revisorsuppleant
§15: Sammenslutning
Sammenslutning med andre idrætsforeninger kan kun finde sted ved vedtagelse på en ekstraordinær generalforsamling, når mindst ¾ af de fremmødte stemmer herfor. Indkaldelse jævnfør § 11
§16: Foreningsophør
- Foreningen kan kun opløses, når ¾ af deltagerne i 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger med mindst 1 måneds mellemrum stemmer herfor. (se indkaldelse § 9).
- Ophører foreningen at eksistere, eller udmelder foreningen sig af DGI Midtjylland, skal den til denne aflevere samtlige herfra modtagne ejendele.
- Ud over det i stk. 2 nævnte tilfalder foreningens formue idræts- og ungdomsarbejdet i Ikast området.
- Formuens fordeling bestemmes af den sidst afholdte generalforsamling.
Således vedtaget den 08/03 2007. Vedtægtsændringer den 27/02 2020.